Konkurrence i SOSU-fag styrker selvtilliden


Tirsdag d. 28. november mødes fem par social- og sundhedsassistenter i en dyst på færdigheder i deres fag. Vinderparret kvalificerer sig til DM i SOSU Skills. Og træningen er i fuld gang hos deltagerparret fra Randers Social- og Sundhedsskole.

Skrevet af: Rikke Bendixen, kommunikationskonsulent Randers Social- og Sundhedsskole

Det er onsdag eftermiddag, og efter en almindelig dag i oplæring og på skolebænken, mødes skolens to deltagere Lærke-Cecilie Norman Svendsen og Julie Taulborg med deres to Skills-trænere til dagens træning. Opgaven står på at gennemøve et realistisk scenarie, hvor de to elever skal være hjemmehjælpere for et ældre ægtepar, som de to trænere agerer som. Eleverne skal gennemføre en morgenrutine bl.a. med tjek af blodtryk og hjælp med morgenmad og pleje.

Og de realistiske rammer for konkurrencen er et af de aspekter, der tiltaler deltagerne:

- Det er dejligt konkret, for man skal kunne nogle helt bestemte ting, for at kunne konkurrere, fortæller Lærke-Cecilie Norman Svendsen, og Marianne Heilskov-Rousing, som er den ene træner og underviser på assistent-uddannelsen, bakker op:

- Det giver noget unikt, at man går grundigt ned i stoffet men på en anden måde end i undervisningen, fordi det er mere intenst.


Dejligt at vise sit fag frem
Til SOSU Skills bedømmes deltagerne ud fra en case, hvor de skal løse forskellige opgaver inden for social- og sundhedsassistentfaget. Til konkurrencen bruges skuespillere til at agere borgere, så deltagerne møder realistiske forhold. Undervejs bliver de bedømt af fire dommere og får point efter en række kriterier.

Og eleverne er i fuld gang med træningen, hvor der udover faglige øvelser bliver talt om samarbejde, fordeling af opgaver og spidskompetencer. Der er nemlig mange ting, der skal gå op i en højere enhed for at vinde Skills, og holdet fra Randers Social- og Sundhedsskole anser konkurrencen for en perfekt platform at vise sit fag frem på.

- Skills kan noget med fagstoltheden, fordi her kan man vise, at vi kan noget sejt på vores uddannelse. At det er værd at vise frem, fortæller Lærke-Cecilie Norman Svendsen.


Selvtilliden vokser med opgaven
Det er et intenst forløb at deltage i Skills, og man bruger flere timer på skolen og med næsen i fagbøgerne end ellers – men de to deltagende elever forventer, at engagementet vil lønne sig på flere fronter:

- Jeg tror helt sikkert, jeg kommer til at udvikle mig personligt. Der er nogle grænser, der bliver overskredne, fordi jeg skal stå på en scene foran så mange mennesker. Så jeg håber, at jeg får noget mere tro på mig selv – at hvis jeg kunne til Skills, så kan jeg også ”her”, fortæller Julie Taulborg, og Skills-træner og underviser Jeanette Gudman Nielsen supplerer:

- Noget af det, vi har fået at vide af tidligere deltagere, er en øget tro på egne evner, at man får et boost af, at man turde, og hun uddyber videre, at træningen giver anledning til et tættere samarbejde mellem elev og lærer, hvilket også er med til at udvikle den fagligheden.

Og så skal man ifølge de to elever ikke underkende motivationen i at konkurrere – de er begge håbefulde om at komme med til DM i april.

- Jeg har allerede lovet min klasse, at de skal til Danmarksmesterskabet næste år, afslutter Lærke-Cecilie Norman Svendsen med et grin.

 

FAKTA OM SKILLS:

Når danmarksmesterskaberne i Skills afholdes i april 2024, vil et af holdene med dygtige social- og sundhedsassistentelever fra enten SOSU Nord, Randers Social- og Sundhedsskole eller Social- og Sundhedsskolen Skive – Thisted - Viborg være repræsenteret.

Hvilket par, der skal en tur til DM bliver afgjort, når de tre skoler afholder regionsmesterskaber på SOSU Nord i Aalborg d. 28. november. Her mødes fem par fra de tre skoler, hvor de skal konkurrere i en række af fagets kerneområder.

Randers Social- og Sundhedsskole repræsenteres i år af Lærke-Cecilie Norman Svendsen og Julie Taulborg.