Ny uddannelseschef på Randers Social- og Sundhedsskole

Mandag d. 16. maj 2022

Randers Social- og Sundhedsskole har ansat Jesper Skorstengaard til at stå i spidsen for skolens uddannelser.

Skolens nye udddannelseschef får ansvaret for skolens uddannelser til social- og sundhedshjælper- og -assistent og til pædagogisk assistent, samt for gennemførsel og rekruttering af elever til skolens uddannelser. 

Jesper Skorstengaard er uddannet lærer og kommer med 13 års erfaring som lærer i udskolingen i Aarhus Kommune, inden han i 2012 blev først næstformand og året efter formand for Aarhus Lærerforening frem til 2021.

Der er og bliver et stort behov for uddannede medarbejdere til social- og sundhedsfagene og de pædagogiske fag i de kommende år, og skolen har i Jesper Skorstengaard fundet den rette profil til at løfte opgaven med at tilbyde attraktive og fagligt stærke uddannelser på skolen, siger skolens direktør Maria Dyhrberg Rasmussen.   

- Jesper kommer med en spændende baggrund til jobbet som uddannelseschef på en social- og sundhedsskole. Han vil med sin stærke og solide pædagogiske baggrund og politiske erfaring kunne bidrage til skolens fortsatte pædagogiske udvikling, og til at vi som skole fortsat sætter tydelige aftryk på vores omverden. Jeg ser frem til samarbejdet med Jesper om at løse udfordringerne med at uddanne nok kvalificerede medarbejdere til velfærdssektoren, siger hun.

Jesper Skorstengaard ser frem til at tage fat på arbejdet med den pædagogiske udvikling på skolen og på arbejdet med at øge elevgennemførelsen og rekrutteringen til skolens uddannelser.

- Jeg oplever en skole og et uddannelsesområde, der er sig bevidst om, at de har et stort udviklingspotentiale, ser forpligtende fællesskaber som en del af den pædagogiske profil, samt erkender og finder styrke i de udfordringer, vi som social- og sundhedsskole står med i forhold til rekruttering og gennemførelse. Eleverne på vores uddannelser skal kunne mærke, at vi vil dem, at vi går op i kvaliteten af det pædagogiske arbejde og at vi er klar til at tænke nyt, for at finde de bedste løsninger, siger han.

Jesper Skorstengaard tiltræder stillingen d. 16. maj.