Nyt online kursus skal styrke den bæredygtige omstilling på ældre- og dagtilbudsområdet

Sammen med resten af landets SOSU-skoler udvikler Randers Social- og Sundhedsskole et helt nyt efteruddannelsesforløb, der skal styrke medarbejderes bæredygtige omstilling på ældre- og dagtilbudsområdet.

Konkret bliver der udviklet 30-40 mikrokurser, der kan sammensættes til større forløb, så de passer specifikt til de enkelte medarbejdere.

Så uanset om det er til den udekørende social- og sundhedshjælper, den indkøbsansvarlige på plejecentret eller til medarbejdere i daginstitutionen, der vil være mere grøn, kan der sammensættes et kursus, der styrker medarbejderne til at træffe bæredygtige beslutninger. 

Kurserne baserer sig på awareness træning og microlearning og kommer til at bestå af en kort præsentation af emnet i form af en video eller animation og en efterfølgende test med spørgsmål. 

”Interessen for bæredygtighed og grøn omstilling er udtalt hos mange ældrecentre og i dagtilbud, men ofte mangler der viden og erfaringer til kvalificeret og systematiseret at kunne tage bæredygtigt kloge valg i deres hverdag. Med dette projekt vil vi bidrage til opkvalificeringen af netop disse kompetencer”, siger udviklingschef på Randers Social- og Sundhedsskole om projektet.   

Projektet med at udvikle materialerne er skudt i gang og materialerne forventes færdigudviklet i slutningen af 2024.

Første skridt er en workshop i maj, hvor skoler og praksis mødes for at ideudvikle og afklare behov for, hvilke materialer, der skal udvikles.

Læs mere om projektet her