Fjernundervisning under corona: Elever og lærere samles foran skærmen

Skolens elever og lærere har hurtigt fået stablen en virtuel hverdag på benene, hvor klasselokalet er skiftet ud med computerskærmen.

Landet over har landets uddannelsesinstitutioner og skoler lynhurtigt måtte lægge deres undervisning om til fjernundervisning, så nedlukningen af landet ikke kommer til at forsinke elevernes undervisning.

Her på skolener der også fuld gang i fjernundervisningen. 12 timer efter, at statsminister Mette Frederiksen lukkede landets uddannelsesinstitutioner ned, sad lærere og elever klar til at gennemføre undervisning bag hver deres computerskærm hjemme i stuen.

Selvom det er en noget anderledes hverdag end både elever og lærere er vant til, så er man kommet godt i gang. En af eleverne, der har skiftet klasselokalet ud med stuen derhjemme, er Camilla Nielsen, der går på grundforløbet til social- og sundhedshjælper. 

- Det er jo noget anderledes end vi er vant til, men for mig fungerer det godt. Vi har en masse gruppearbejde og det er godt, at vi kan samarbejde uden at være fysisk sammen. Det vil jo aldrig nogensinde være det samme som hvis vi sad i klassen, men det kører godt under de omstændigheder, vi har nu, fortæller Camilla Nielsen.

Hver morgen møder hun og klassekammeraterne ind til et fælles videoopkald med klassen og læreren og starter derefter dagen, hvor eleverne løser enten skriftlige opgaver eller arbejder i grupper via video. 

På med ja-hatten

Fjernundervisningen kræver en anden form for disciplin fra elevernes side. Både i forhold til at arbejde mere selvstændigt og ikke mindst når 30 elever er samlet på ét videoopkald. 

Anette Bugge går på samme hold og hun havde sine betænkeligheder, inden hun gik i gang, men besluttede sig for at tage ja-hatten på, som hun selv udtrykker det. Hun har oplevet, at hun selv og hendes klassekammerater hurtigt fandt ind i en god fremgangsmåde til den digitale undervisning.

- Når vi er samlet på skærmen, bruger vi eksempelvis chatfunktionen til at stille spørgsmål, så vi ikke taler i munden på hinanden og det fungerer rigtig godt for os. Jeg synes det er næsten ligeså godt som at sidde i klassen. Nu har vi fundet et system og en ro i det og vores underviser er god og struktureret, hvilket er vigtigt, siger hun.

For elever med børn hjemme fra skole og daginstitution kan det være udfordrende at passe et skoleskema, men det er både lærere og klassekammerater gode til at tage højde for fortæller Anette Bugge.

- Vi er gode til at hjælpe hinanden og vi starter hver morgen med at høre hinanden om vi har brug for at tage specielle hensyn til hinandens dag, fortæller hun.  

Bruger elevernes indspark

For skolens undervisere, er det også blevet en anden undervisningsdag og efter de første to uger har lærere og elever efterhånden lært sammen, hvordan får det bedste ud af undervisningen fortæller underviser Gitte Risgaard Sørensen.

- Man skal gentænke hele ens materiale og didaktik, men jeg har været meget åben i forhold til, at vi klarer det hen ad vejen og at vi skal støtte op om hinanden både som underviser og klasse. Jeg har brugt eleverne meget til at få indspark fra dem om hvad, der fungerer godt for dem, siger hun.

Nærvær gennem skærmen

Den store forskel fra den normale undervisning er naturligvis, at underviseren ikke kan stå direkte over for sine elever og det kræver lidt ekstra at lave en god undervisning og skabe det sædvanlige nærvær, der er vigtigt for mange elever.

- Jeg tænker rigtig meget kreativt i forhold til at gøre undervisningen så levende som muligt og prøver at gøre nogle ting andeledes. Samtidig er jeg opmærksom på, at jeg skal være mig selv og være så autentisk, som de kender mig. Jeg laver en lille morgenhilsen hver dag for at anerkende deres indsats, og at de klarer det godt. Det er små ting, man kan gøre for at være nærværende, siger Gitte Risgaard Sørensen.