Samarbejde med Randers Bibliotek skal bringe skønlitteraturen ind på skolen

Skønlitteraturen rykker ind på Randers Social- og Sundhedsskole. Et nyt samarbejde med Randers Bibliotek skal styrke motivationen til at opsøge litteraturen hos unge elever

Der er få elever på Randers Social & Sundhedsskole, der læser skønlitteratur. Men det skal projektet ”Læsefællesskaber for unge i SOSU-land” lave om på. Projektet er et samarbejde mellem Randers Social & Sundhedsskole og Randers Bibliotek. 

Projektets mål er at øge de unges lyst til at læse skønlitteratur, og at de unge selv opsøger litteraturen som et redskab til faglig og personlig udvikling. 

I forløbet vil bibliotekets formidlere skabe et læsefællesskab for de unge. Her vil der blive læst om emner, der optager de unge. Gennem bøgerne introduceres kunstnere og forfattere, der kan skabe grobund for trygge og udviklende læsefællesskaber. 

- Det er vigtigt at få de unge til at læse, idet de igennem skønlitteraturen vil opleve verden på ny og herigennem blive klogere på dem selv og den verden, de er del af. Skønlitteraturen giver en tiltrængt pause fra de unges hektiske liv samtidig med at de oplever en ny måde at forstå dem selv på, siger læringscentermedarbejder på Randers Social- og Sundhedsskole Stine Skyum

Målet er, at de unge bliver motiveret til selv at opsøge litteratur som et redskab til faglig og personlig udvikling. Det er også et mål, at elevernes opfattelse af biblioteket og læringscenteret på skolen bliver set som trygge steder. 

- For mange unge føler sig fremmedgjorte overfor bøger og biblioteker. Derfor er det vigtigt at der i projektet sættes fokus på tryghed ved at være i øjenhøjde med eleverne.  Gennem forskellige aktiviteter, workshops, lege og events skal eleverne føles sig trygge ved at give sig i kast med bøgernes forunderlige verden, fortæller Stine Skyum.

Projektet er finansieret af midler fra Slots- og Kulturstyrelsen. Her er der afsat 13,6 millioner kroner til biblioteker og pædagogiske læringscentre i samarbejde kan styrke læselysten og læsefællesskaber. Projektet i Randers er ét ud af i alt 34 projekter, der har fået del i midlerne.