Omsorgskunst indviet for social- og sundhedsskolens elever

Randers Social- og Sundhedsskoles direktør Maria Dyhrberg Rasmussen og Johanna Lassenius fra Statens Kunstfond afslører de kunstplakater, som skolen har fået lavet særligt til begivenheden.

Torsdag stod i kunstens tegn på skolen, da vi indviede et større kunstudlån fra Statens Kunstfond. Kunstværkerne har allerede fået en aktiv rolle i undervisningen på skolen.

Skolen har fået udlånt værker fra Statens Kunstfond, der skal pryde væggene på skolen. Samtidig har skolen fået udarbejdet et stort værk af kunstneren Lasse Krogh Møller, der strækker sig over begge skolens afdelinger i Randers og Grenaa og består af sundhedsfaglige genstande og undervisningsmaterialer fra skolen.

Kunstværkerne har allerede prydet skolens vægge og gange i lidt over et år, men selve ferniseringen har grundet coronaepidemien først været mulig at afholde nu. Det blev fejret torsdag med inviterede gæster, taler og uddeling af kunstplakater til alle elever med nogle af værkerne som motiv.

Som en del af dagen arbejdede en klasse pædagogiske assistenter sammen med street art-kunstneren Phusisme om at udvikle et kunstværk, som kunstneren maler på en af skolens vægge. Og kunsten er allerede blevet en integreret del af undervisningen på skolen og er tiltænkt som en aktiv del af livet på skolen.

- Gennem kunsten kan eleverne få et alternativt perspektiv på dem selv som fagpersoner og give dem et afsæt til diskussion af emner som etik, identitet og omsorg, som er vigtige elementer i deres uddannelse og i deres arbejde som omsorgspersoner. Vi ser kunsten som et godt supplement til den læring, de får gennem fagbøger og erfaringer fra deres praktikforløb, da de får mulighed for at reflektere og blive klogere på dem selv og andre mennesker på en anderledes måde, siger udviklingschef på skolen René Dybdal.

Værkerne er udvalgt af både elever og medarbejdere i samarbejde med statens kunstfond og skolen har udviklet særlige undervisningsmaterialer til de enkelte værker som bruges i undervisningen på uddannelsen til social- og sundhedshjælper- og assistent og pædagogisk assistent.  

Med udgangspunkt i værkerne skal eleverne diskutere et bestemt emne og gennem kreative øvelser får de mulighed for at sætte ord på og reflektere over deres faglighed og deres oplevelser fra deres praktiktid.

Hos Statens Kunstfond er man begejstret for, at kunsten får en større rolle for unge og deres uddannelse på skolen.

- I Kunstfonden vil vi gerne understøtte unges møde med professionel kunst. Og her er der netop brug for engagerede institutioner som Randers Social- og Sundhedsskole, der både har vision, mod og drive til at gøre kunst til en naturlig del af de unges hverdag og uddannelse. Det er meget inspirerende at opleve, hvor flot de griber den opgave, siger Jannette Ehlers, der er udvalgsleder i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst.

I alt har Statens Kunstfond udlånt over 20 værker til skolens afdelinger i Randers og Grenaa for de næste ti år.

Du kan læse mere om skolens kunst og finde undervisningsmaterialer og meget mere her

To pædagogiske assistentelever fortæller de indbudte gæster om, hvordan de arbejder med skolens kunstværker i undervisningen. Her står de ved Ditte Gantriis’ skultur ”Circle of Life.”

Workshop med street art-kunstneren Phusicme for skolens GF2 PAU-elever.