Det er nødvendigt for at arbejde med mennesker

Det private dagplejerpar, Kim og Else Marie Pedersen fra Grindsted, rejste til Randers for at opkvalificere deres kompetencer. Efter flere anbefalinger fra kollegaer i hjemkommunen tilmeldte parret sig et AMU-kursus på Randers Social- og Sundhedsskole, pakkede kufferten og tjekkede ind på et lokalt hotel.

”Vi fik at vide, at kurserne på Randers Social- og Sundhedsskole var værd at rejse efter. Og vi blev ikke skuffede. Skolens undervisere har en helt særlig energi og faglighed, som vi ikke har mødt andre steder, og det virkede meget inspirerende. Vi er allerede på udkig efter kommende relevante kurser, så vi kan gentage succesen,” fortæller Kim Pedersen, der har arbejdet som privat dagplejer sammen med sin kone, Else Marie Pedersen, de sidste tre år.

Else Marie drev selv dagplejen, inden Kim trådte til, og hun har nu 12 års erfaring. Men ifølge parret bliver man aldrig for erfaren til at lære nyt.

”Det handler om at udvide horisonten og møde nye sparringspartnere. Og det lykkedes i den grad i Randers. Vi fik styr på al den nye teori, samtidig med at vi fik konkrete pædagogiske værktøjer med hjem. Og det hele var så praksisnært, at det virker helt naturligt for os at bruge vores nye viden hjemme i dagplejen i dag,” siger Kim Pedersen.

Når social- og sundhedsassistenterne Louise Birch Kilian og Dorthe Hoffmann deltager i kurser og efteruddannelse på Randers Social- og Sundhedsskole, bliver de opdateret på ny teori og praksis, samtidig med at de bliver bekræftet i deres egen faglighed.

Med 15 års erfaring kunne man fristes til at tænke, at Dorthe Hoffmann ved alt, hvad der er at vide om social- og sundhedsområdet. Alligevel deltager hun gerne i både alment udbudte AMU-kurser og skræddersyede efteruddannelsesforløb:

”I dagligdagen har vi sjældent tid til at tænke teoretisk og reflektere over vores fag. Derfor er det rigtig dejligt at komme på kursus for at blive opdateret på den nyeste teori og faglige udvikling, mens vi repeterer den kendte teori. Det er en god kombination af at fylde op med nye værktøjer og samtidig blive bekræftet i, at man heldigvis har ret godt styr på fagligheden,” forklarer hun med et smil.

Dorthe Hoffmanns kollega, Louise Birch Kilian, blev uddannet social- og sundhedsassistent for tre år siden, men hun startede sin SOSU-karriere som social- og sundhedshjælper, da hun var 18 år. Det er derfor heller ikke erfaring, hun mangler.

”Jeg synes, det er rigtig vigtigt at efteruddanne sig, uanset hvor meget erfaring man har. Vores fag og samfundet generelt udvikler sig hele tiden. Når vi efteruddanner os, får vi brugbar inspiration og ny viden, som ganske enkelt er nødvendig for at kunne arbejde med mennesker,” siger hun.

 

Tjek aktuelle kurser i vores kursuskalender