150 unge elevambassadører skal udbrede kendskabet til Social- og sundhedsuddannelserne: Anna vil fortælle stolt om sit fag

Randers Social- og Sundhedsskole er sammen med 10 andre SOSU-skoler landet over gået sammen om projekt UNG I VELFÆRD, hvor 150 elevambassadører i alderen 16-25 år skal ud på folkeskoler, uddannelsesmesser, åbent hus og lignende for at møde grundskoleelever og fortælle om mulighederne og svare på spørgsmål om SOSU-uddannelserne.  

På en blok noterer Anna Marie Schnell nogle få stikord, inden hun rejser sig og træder ud i mylderet af elever i den store hal i DGI Huset i Vejle. I de følgende 60 sekunder fortæller hun til en elev fra en anden social- og sundhedsskole, hvorfor hun læser til social- og sundhedsassistent, og hvad der gør hende stolt af sit arbejde. Efter det lytter hun til den anden elevs fortælling, inden de begge finder nye makkere og gentager øvelsen. 

Anna Marie Schnell er en af Randers Social- og Sundhedsskoles nye elevambassadører, der skal være med til at tiltrække endnu flere unge til social- og sundhedsuddannelserne. 

- Jeg har meldt mig som elevambassadør, fordi jeg elsker mit fag, og fordi jeg tror på, at ung til ung-formidling er vejen frem, hvis vi skal tiltrække flere elever, siger Anna Marie Schnell, der først efter gymnasiet fandt ud af, at hun ville være social- og sundhedsassistent.

 - I stedet for at folkeskoleelever møder en uddannelsesleder fra skolen, er det meget bedre, at de hører om uddannelsen fra nogle unge, der går på uddannelsen. Hvis jeg hørte om social- og sundhedsassistentuddannelsen fra en elev, da jeg gik i folkeskolen, og blev fortalt om alle de fede ting, og om alt det, vi lærer, så ville jeg have valgt den fra starten i stedet for at gå i gymnasiet, siger hun.

Projektet blev i starten af oktober skudt i gang med en træningsweekend i Vejle. Her skulle eleverne lære hinanden at kende og de blev trænet i at inspirere andre unge til at vælge en karriere indenfor sundhed og omsorg.

Til at træne og kvalificere de unge ambassadører har skolerne hyret YouTuberen Rasmus Brohave. Han har stor erfaring med at nå unge målgrupper på de sociale medier og har bl.a. øget kendskabet til en række uddannelsesmuligheder med sin YouTube-serie ”Hvad kan jeg blive”. Som led i serien lavede han i 2020 i samarbejde med social- og sundhedsskolerne en film om at blive social- og sundhedsassistent.

- Det bliver superinteressant at træne en masse unge i at blive gode ambassadører. Jeg kan bidrage med alt det, jeg selv har lært - bl.a. hvordan man laver godt indhold til sociale medier, hvordan man kan præsentere sig selv på en god måde og også noget om det, som virker mindre godt, fortæller Rasmus Brohave.

Vigtigt at flere uddanner sig til en karriere inden for sundhed og omsorgsområdet

I Social- og Ældreministeriet glæder social- og ældreminister Astrid Krag sig over, at 150 unge vil være rollemodel og dermed være med til at udbrede kendskabet til social- og sundhedsuddannelserne. For det er der i ministerens øjne brug for.

- Det er helt afgørende for vores velfærdssamfunds fremtid, at flere uddanner sig som social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter, så der er fagligt kvalificerede medarbejdere til at tage sig af de ældre. Jeg tror rigtigt meget på, at de unge rollemodeller i projekt ”Ung i velfærd” kan være med til at inspirere andre unge til at vælge et job i ældreplejen – et i øvrigt utroligt spændende og givende job, hvor man virkelig gør en forskel, siger Astrid Krag. 

#stoltsosu

Hen over weekenden har Anna Marie Schnell og de andre elevambassadører fra Randers Social- og Sundhedsskole sammen med elever fra hele landet øvet sig i at formidle viden om deres uddannelserne og sig selv til andre unge.

De har lært om blandt andet filmproduktion, gode Facebookopslag, og hvordan de skaber den gode fortælling om deres fag og uddannelse, og lagde løbende billeder ud på skolens Instagramprofil under hashtagget #stoltsosu.

Anna Maria Schnell er efter weekenden klar til at tage ud og fortælle om sin uddannelse og sit fag, som hun er stolt af.   

- Lige siden jeg startede, har jeg altid sagt, at jeg er stolt af at gå på social- og sundhedsassistentuddannelsen, men jeg begyndte at høre en masse fordomme om faget fra min familie og venner. Det gjorde, at jeg skjulte lidt, at jeg er social- og sundhedsassistentelev og fortalte i stedet, at jeg ville arbejde med ældre mennesker. Men jo mere vi har snakket om at få den gode historie ud gennem ambassadørkorpset, og efter jeg er kommet ud i praktik og prøve kræfter med faget, er jeg blevet meget mere selvsikker i at fortælle om mit fag og stolt fortælle, at jeg går på social- og sundhedsassistentuddannelsen, fortæller hun.

Respekt for faget

Hun oplever, at mange ikke er klar over, hvilke opgaver en social- og sundhedsassistent udfører, og hun vil ændre opfattelsen, så faget får den respekt, hun mener det fortjener, og at flere vælger samme uddannelse som hende.

- Jeg er stolt af mit fag, for de kompetencer vi lærer gennem uddannelsen, gør os i stand til at udføre komplekse opgaver som eksempelvis sygepleje, som ikke alle og enhver kan eller må udføre. Det gør mig stolt af at være social- og sundhedsassistent og jeg bliver helt vildt glad over, at jeg får lov til udføre det her arbejde og gøre en forskel for andre, siger hun.

De mest spændende opgaver for Anna Marie Schnell er de sygefaglige opgaver, der ligger i faget.

- Det jeg interesserer mig allermest for, er de sygeplejen og de kliniske opgaver, som jeg synes er vildt spændende at være med til at udføre, når jeg er i praktik. Og at få den store viden om medicin og hvad det gør ved kroppen er vildt interessant, siger hun.

- Det fedeste som social- og sundhedsassistent er, at jeg får lov til at opleve, at jeg kan hjælpe en borger, der har brug for min hjælp, og at jeg er med at styrke deres livskvalitet. Det bedste er, og det har jeg oplevet så sent som i denne uge, når en borger møder mig med det største smil. Så føler jeg, at jeg bliver anerkendt for det arbejde, jeg gør, siger Anna Marie Schnell.