SOSU-elever fra Grenå vinder røgfri-konkurrence

Klasseånden fik afgørende betydning, da grundforløb 1-eleverne på Social- og Sundhedsskolen i Grenå deltog i en national kuliltemålingskonkurrence. I forbindelse med skolens indførelse af røgfri skoletid har eleverne fået målt deres kulilteniveau to gange på tre måneder. Og resultatet ved den anden måling var så imponerende, at eleverne har vundet over 25 andre klasser fra hele Danmark. 

”Det har været rigtig godt at være med i konkurrencen, og vi er selvfølgelig vildt stolte af at have vundet,” siger Emilie Xenia Centio Jönsson, der som grundforløb 1-elev netop har deltaget i en kuliltemålingskonkurrence i forbindelse med røgfri skoletid på Social- og Sundhedsskolen i Grenå.

Emilie Xenia Centio Jönsson, der selv ryger, deltog i konkurrencen sammen med sine klassekammerater, og det har ifølge hende haft afgørende betydning, at de deltog som et hold:

”Det at have et fælles mål, vi som klassekammerater har hjulpet hinanden med at nå, har betydet rigtig meget. Især for de af os, der ryger og som derfor har haft svært ved at vænne os til røgfri skoletid.”

Mange elever ryger mindre

Randers Social- og Sundhedsskole indførte med opbakning fra skolens bestyrelse, ledelse, medarbejdere og elever røgfri skoletid i august 2018. Og konkurrencen er derfor første konkrete måling af skolens fokus på en røgfri skolekultur.

”Vi indførte røgfri skoletid, fordi vi gerne vil have en stærk sundhedsprofil som social- og sundhedsskole. Resultaterne af kuliltemålingerne viser nu, at det giver mening, da vi kan se, at mange af vores elever har minimeret deres cigaretforbrug markant de seneste måneder. De klare vindere af konkurrencen er eleverne i Grenå, men faktisk ser vi også et ganske positivt resultat hos vores elever i Randers. Og det er vi selvfølgelig rigtig glade for,” siger skolens direktør, Maria Dyhrberg Rasmussen.

Fra en hel til en halv pakke

Selvom Emilie Xenia Centio Jönsson selv ryger, synes hun, det er en god idé at indføre røgfri skoletid på en social- og sundhedsskole:

”Det er sundt for os at vænne os til den virkelighed, vi kommer til at møde ude på arbejdsmarkedet. Her duer det altså ikke, at man kommer ind til en borger og lugter langt væk af røg. Det har ikke været lige let hver dag. Men jeg har heldigvis nogle søde klassekammerater, som er gode til at hjælpe, når man føler, at man har ekstra meget brug for en cigaret i pausen,” fortæller hun.

Emilie Xenia Centio Jönsson røg tidligere en hel pakke cigaretter om dagen, men nu har hun halveret sit forbrug:

”Det er helt sikkert på grund af røgfri skoletid. Jeg vil gerne stoppe helt med at ryge engang, men lige nu er jeg bare stolt af, at jeg har skåret så meget ned,” siger hun

Det er fedt at se resultatet

Ifølge Emilie Xenia Centio Jönsson har røgfri skoletid og kuliltekonkurrencen været med til at bevise, at hun godt kan kontrollere sit cigaretforbrug, og ikke mindst at det gør en forskel:

”Jeg kan mærke økonomisk, at jeg ikke bruger lige så mange penge på cigaretter længere. Men det er også rigtig fedt at se, at det har haft en betydning for min krop. Dét at mit kulilteniveau har ændret sig fra 11 til fire, gør mig både stolt og glad,” siger hun og fortsætter:

”Så føler jeg også, at sejren er velfortjent. Og nu glæder jeg mig rigtig meget til at skulle ud at bowle med mine klassekammerater og fejre vores fælles sejre sammen.”