Jobcenter, Kommune og SOSU-skolen sender ledige i en ny retning

I Syddjurs har de god succes med at få ledige til at skifte branche. Et skift der forhåbentlig vil give dem et fast arbejde på længere sigt.

Sammen med Syddjurs Kommune og Jobcenter Syddjurs har Randers Social- og Sundhedsskole samarbejdet om et før-sosu forløb for ledige i kommunen. De ledige får et 6 ugers kursus, hvor de får et indblik i det faglige indhold på social- og sundhedshjælperuddannelsen samt fire ugers praktik på et af kommunens ældrecentre. En kombination, der giver deltagerne så god en fornemmelse af uddannelsen og jobbet, at de fleste efterfølgende vælger at søge ind på uddannelsen.

Livserfaring tæller
Deltagerne på før-sosu forløbet kommer med vidt forskellige baggrunde. Der har blandt andet været en kundeservicechef, dagplejemor og en smed med på holdene. Alle har dog haft det til fælles, at de gerne vil prøve noget nyt og videre i deres arbejdsliv.

”I Syddjurs Kommune ser vi det som en fordel, at man har livserfaring. Det giver en ballast og mødestabilitet, som vi sætter pris på”, fortæller Susanne Pallesen, der er uddannelsesansvarlig i Syddjurs Kommune.

Behov for nye medarbejdere
Susanne Pallesen lægger heller ikke skjul på, at kommunen også har indgået samarbejdet for at tiltrække elever til deres uddannelsespladser: ”Fremover har vi mange medarbejdere, der vil gå på pension, og derfor er det vigtigt for os at uddanne nye medarbejdere. Vi har gennem længere tid haft udfordringer med at få elever nok, og derfor er samarbejdet med jobcentret og skolen en god model for os”.