”Jeg elsker at se, hvordan folk udvikler sig”

Pia Rodil Bach har arbejdet inden for psykiatrien i Randers Kommune i snart 25 år. Og hun bliver aldrig træt af sit job – faktisk mener hun selv, at hun har verdens bedste arbejde. Ikke mindst fordi hun får lov til at beskæftige sig med mange forskellige mennesker og fagligheder hver dag.

”Man skal brænde for faget og være af en særlig støbning for at arbejde inden for psykiatrien,” slår Pia fast, inden hun fortsætter:

”Men hvis man har viljen, fagligheden og personligheden til det, så er det verdens bedste job. Det er simpelthen så givende og livsbekræftende at se, når folk udvikler sig og selv er med til at gå efter drømmen med din støtte og opbakning.”

Pia Rodil Bach er uddannet social- og sundhedsassistent fra Randers Social- og Sundhedsskole, og hun havde egentlig ikke selv tiltænkt sig en fremtid inden for psykiatrien. Men efter et besøg under uddannelsen hos det, der dengang hed Sindklubben, blev hun begejstret.

De søgte ikke en sosu-assistent

Da uddannelsesbeviset var i hus, sendte Pia straks en uopfordret ansøgning til Sindklubben, som hun havde tabt sit hjerte til som elev. Ansøgningen blev modtaget positivt, og hun blev først tilbudt en ansættelse på 14 timer om ugen. Efter et år opstod der en ny mulighed, da Sindklubben søgte en ny fuldtidsmedarbejder.

”Det var egentlig ikke en social- og sundhedsassistent, de søgte. Men vi kendte jo hinanden gennem min ansættelse, og jeg fik dem overbevist om, at jeg kunne løfte opgaven. Så efter et år med 14 timer om ugen fik jeg en fastansættelse på fuldtid på min drømmearbejdsplads,” smiler Pia.

Medstifter af nyt uddannelsestilbud

Siden ansættelsen i Sindklubben har Pia været med til at udvikle Randers Kommunes aktivitets- og samværstilbud for psykisk sårbare mennesker. Senest da tre forskellige tilbud blev samlet under ét tag i Psykiatriens Hus i 2016, og Pia bidrog til etableringen af det nye uddannelsestilbud ’Recovery-skolen’. Her kan alle, både psykisk sårbare, pårørende, studerende, medarbejdere og andre borgere i Randers, deltage i undervisningsforløb med fokus på, hvordan man bedst mestrer sit eget liv, med de ressourcer man har.

”Jeg synes, det er vildt spændende at starte nye projekter op og være en del af en udvikling. Både i forhold til borgernes menneskelige udvikling og i forhold til mere fagspecifikke udviklingsprojekter som for eksempel etableringen af Recovery-skolen,” fortæller Pia med begejstring stemmen.

En pisseirriterende vejleder

Det menneskelige udviklingsperspektiv får Pia opfyldt i sit arbejde med brugerne af psykiatriens hus og i sin rolle som uddannelsesvejleder. Hun har været uddannelsesvejleder siden 2010, og intet mindre end 75 elever har gennem tiden krydset hendes vej. Her gør Pia blandt andet brug af sin certificering som Life- & Business Coach, når hun hjælper eleverne på vej til at finde deres eget personlige lederskab. En uddannelse til for eksempel social- og sundhedsassistent handler nemlig både om faglig og personlig udvikling:

”Der er ikke noget bedre, end når nye elever synes, jeg er pisseirriterende, fordi jeg udfordrer dem. For når vi så nærmer os afslutningen på et forløb, kan de godt se, der var en mening med galskaben.”

Dyrebare smil

Selvom Pia snart har været 25 år på den samme arbejdsplads, er hun bestemt ikke bange for at gro fast. Pia har altid været glad for at snakke med mennesker og være kreativ. Og gennem sin ansættelse inden for psykiatrien har hun fået rige muligheder for at udvikler de interesser.

”Jeg kan rigtig godt lide at bruge mig selv i mit arbejde. Og inden for psykiatrien er det faktisk mit allervigtigste redskab. Min vigtigste opgave er at rådgive og guide borgerne og eleverne, men de skal hver i sær selv være herre i eget hus. Det er afgørende at mestre den balancegang i forhold til at støtte uden at overtage styringen, og det synes jeg, er virkelig spændende,” forklarer hun.

Pias bedrifter som sosu-assistent inden for psykiatrien kan ikke måles og vejes. Alligevel er de for hende mere dyrebare end selv den mest imponerende møbelproduktion eller virksomhedsomsætning:

”Når folk spørger, hvad jeg laver, kan jeg ikke vise dem et fysisk produkt, jeg har produceret. Men jeg kan fortælle dem, at når du har sat dig med en trist borger, og du så efter en enkelt samtale kan se, at smilet begynder at komme frem, så er det helt fantastisk. Det er dét, der gør mit job så værdifuldt og livsbekræftende.”