Hovedforløb Pædagogisk assistent

Uddannelsen til pædagogisk assistent giver dig mulighed for at arbejde med børn, unge eller voksne med særlige behov. De har alle brug for omsorg og støtte ud fra en pædagogisk vinkel.

At arbejde med mennesker stiller krav til din faglige viden og dine personlige egenskaber. På uddannelsen skal du arbejde med dine personlige og faglige kompetencer, og derfor kræver det et stort personligt engagement.

Du lærer, hvordan du fx arbejder med:

  • Udviklende lege og aktiviteter - indendørs og udendørs
  • Aktiviteter der understøtter børns sproglige, kreavite og motoriske udvikling
  • Brug af digitale medier i daginstitutioner
  • Omsorg og støtte til børn og unge ud fra en pædagogisk tilgang
  • Din rolle i et professionelt pædagogisk fagligt fællesskab

 

 

Uddannelsesstart og ansøgningsfrist

Der starter et hold den 14. august 2017 i Randers. Dette er den eneste uddannelsesstart i 2017 på Den pædagogiske assistent-uddannelse.

Vil du uddannes som pædagogisk assistent på Randers Social- og Sundhedsskole, kan du søge en uddannelsesaftale hos Randers Kommune, Syddjurs Kommune, Norddjurs Kommune eller Favrskov Kommune. 

Det er kommunerne, der fastsætter ansøgningsfristen. Hold derfor øje på deres hjemmesider.

Adgangskrav

Du skal have bestået Grundforløb 2 Den pædagogiske assistentuddannelse , før du kan søge ind på hovedforløbsuddannelsen til pædagogisk assistent.

Økonomi

Når du har en uddannelsesaftale, får du løn under hele hovedforløbet. Det er din arbejdsgiver, som betaler din løn. 

Elevløn er bagudbetalt. Det vil sige, starter du på uddannelsen den 1. august, udbetales din elevløn den sidste bankdag i august.

Der skelnes mellem elevløn og voksenelevløn. Om du kan få voksenelevløn besluttes af din arbejdsgiver. Alle spørgsmål om løn skal derfor rettes til den uddannelsesansvarlige i den kommune, du ønsker ansættelse i.

Du kan finde mere information om elevløn via linket på denne side. 

 

Mødetider

En typisk skoledag starter kl. 8.30 og slutter kl. 15.00. Der kan ligge undervisning mellem kl. 8.00 og 16.00. Hvornår du skal møde, vil stå på dit skema. Der er i gennemsnit 33-34 lektioner om ugen. 

Fag på uddannelsen

På den pædagogiske assistent-uddannelse har du uddannelsesspecifikke fag, grundfag, valgfag og valgfrie specialefag. Undervisningen opdelt i temaer af forskellig varighed. 

De uddannelsesspecifikke fag er:

  • Pædagogik
  • Psykologi i den pædagogiske praksis
  • Kommunikation i den pædagogiske praksis
  • Sundhed i den pædagogiske praksis
  • Bevægelse og idræt
  • Natur og udeliv
  • Digital kultur
  • Kulturelle udtryksformer og aktiviteter i den pædagogiske praksis
  • Arbejdsmiljø og ergonomi

Grundfagene er:

  • Dansk 
  • Samfundsfag

Valgfagene er:

  • Engelsk
  • Alfons Åbergs rejse
  • Troldmandens værksted
  • Ramasjangs Univers

De valgfrie specialefag er:

  • Rytmik, bevægelse og kroppens udtryksformer
  • Det pædagogiske måltid og sundhed
  • Digital pædagogisk praksis
  • Naturen som pædagogisk læringsrum
  • Understøttende undervisning
  • Læring og udvikling hos små børn
  • Specialpædagogiske metoder
  • Kulturel mangfoldighed i den pædagogiske praksis
  • Medicinhåndtering
  • Netværk og lokalsamfund i den pædagogiske praksis

 Temaer på uddannelsen:

  • Intro til uddannelsen
  • De seks læreplanstemaer
  • Læring og inkludrende fællesskaber i den pædagogiske praksis
  • Den professionelle pædagogiske assistent

Arbejdsformen er varieret med klasseundervisning, gruppearbejde og selvstændigt arbejde. Vi inddrager digitale medier, hvor det er relevant.

Motion og bevægelse vil indgå som en naturlig del af den daglige undervisning og tilrettelæggelse, så det understøtter din læring.

Talentspor, ekspertfag og påbygningsfag

Talentspor er for dig, der har lyst og energi til at arbejde udviklingsorienteret ift. din uddannelse og gerne vil arbejde innovativt med arbejdsgange og processer på en måde, hvor du sikrer kvalitet for målgruppen. Derudover skal du havde lyst til at yde en ekstra indsats, arbejde selvstændigt, være drevet af ønsket om at lære, have overskud og overblik til at hjælpe samt vejlede klassekammerater igennem hele din uddannelse.

Du har mulighed for at vælge talentspor på din uddannelse til pædagogisk assistent. Dette får du, hvis du vælger det højere ekspertniveau i alle de obligatoriske uddannelsesspecifikke fag, der tilbydes på ekspertniveau. Det betyder, at du vil modtage 25 % af den samlede undervisning på et højere niveau, ekspertniveau. Dette kaldes for talentspor, og det vil komme til at stå på dine eksamenspapirer.

Ved at følge talentspor vil du opnå en øget dybdeforståelse for dit fag, idet du kommer til at arbejde med:

  • Et øget fokus på din evne til at prioritere i din opgaveløsning
  • Dit faglige overblik
  • Din formidlingsevne som enkelt person i klasserummet såvel som i grupper
  • At opnå en øget nuanceret tilgang til valg og brug af faglige metoder i praksis situationen
  • At opnå et øget indblik i din egen opfattelse af dig som fagperson i et samfundsmæssigt perspektiv

På talentsporet vil 25% af undervisningen være på ekspertniveau, og du skal have følgende fag på ekspertniveau:

  • Bevægelse og idræt
  • Sundhed i den pædagogiske praksis
  • Digital kultur
  • Natur og udeliv

Vælger du talentspor, skal du aftale det med din arbejdsgiver, og det skal skrives ind i din uddannelsesaftale, når du bliver ansat.

Ekspertniveau er for dig, der gerne vil lære noget ekstra, men som ikke ønsker at tage et fuldt talentspor. Du kan vælge et eller begge af følgende fag:

  • Bevægelse og idræt
  • Sundhed i den pædagogiske praksis
  • Digital kultur
  • Natur og udeliv

Påbygningsfag er for dig, der kan klare mere teoretisk samtidig med, at du når målene i praktikken. Påbygningsfag er op til 4 ugers ekstra valgfrie specialefag, som du aftaler med din arbejdsgiver, når du indgår uddannelsesaftalen.

Praktik

Du kommer i praktik 3 gange, mens du læser på hovedforløbet. Din praktik foregår hos den kommune, hvor du er ansat.

Din praktik foregår fx i en børnehave, vuggestue, døgninstitution, dagplejen eller på en skole. Din arbejdstid er ca. 37 timer om ugen, og din arbejdstid følger dit praktiksteds arbejdstider.

Du kan også komme i praktik i udlandet. Så samarbejder vi med den kommune, som du er ansat i, om at lave en praktikaftale for dig. Lige nu kan vi tilbyde praktik i Norge, Tyskland, England, Island, Færøerne, Finland, Slovenien og Spanien. Læs mere om praktik i udlandet

Hvad kan du blive?

Når du er uddannet pædagogisk assistent, kan du fx få arbejde i vuggestuer, børnehaver, på skoler og i SFO/fritidsklubber, som dagplejer i eget hjem eller i botilbud for voksne handicappede.

Du kan også vælge at læse videre til fx pædagog, psykomotorisk terapeut, katastrofe- og risikomanager eller socialrådgivervia kvote 2.

Sådan søger du ind på Den pædagogiske assistent-uddannelse

Vil du uddannes som pædagogisk assistent på Randers Social- og Sundhedsskole, kan du søge en uddannelsesaftale hos:

  • Randers Kommune
  • Syddjurs Kommune
  • Norddjurs Kommune
  • Favrskov Kommune 

Du skal søge direkte hos den kommune, som du vil ansættes hos, da det er kommunen, der ansætter eleverne.

Du finder stillingsopslagene på kommunernes hjemmesider.

 

Har du spørgsmål?