Simulationsprojekt – udvikling af standarder for simulationsundervisning

Hvad er det?
Simulationsbaseret undervisning simulerer virkelige arbejdssituationer for at styrke elevernes evne til at omsætte teori til praksis. Inden for social- og sundhedsområdet kan dette både ske via rollespil og forumteater, men også ved hjælp af simulationsteknologi, fx dukker, som kan programmeres til at have bestemte symptomer eller reagere på bestemte måder, fx kaste op.

Formålet
Formålet med projektet er at udvikle regionsstandarder for simulationsundervisning på social- og sundhedsuddannelsen. Standarderne skal være videnskabeligt underbyggede og erfaringsbaserede, for at sikre kvaliteten af standarderne.
Det er de seks social- og sundhedsskoler i Region Midtjylland der er gået sammen om at udvikle standarderne (Skive-Thisted-Viborg, Herning, Randers, Fredericia-Vejle-Horsens, Aarhus og Silkeborg).

Målgruppen
Standarderne skal dække simulationsundervisningen hele vejen gennem social- og sundhedsuddannelsen. Det er derfor både elever på Grundforløb 2 samt både trin 1 og trin 2 af social- og sundhedsuddannelsen, som i fremtiden skal modtage simulationsundervisning baseret på standarderne.

Status
Projektet er i prækvalificeringsfase. Her skal der indhentes det vidensgrundlag, som udviklingen af standarder skal bygges på. Vi forventer, at selve udviklingen går i gang i efteråret 2016.